Tønder Kommune har sammen med 91 andre kommuner meldt sig ind i konkurrencen om at blive Danmarks Vildeste Kommune. 1. præmien til den vindende kommune er 1.000.000,- kr. fra den Danske Naturfond, som bruges til naturprojekter i kommunen.
Kommunen vil selvfølgelig rigtig gerne vinde konkurrencen, men uanset om det lykkedes eller ej, så vil naturen helt sikkert være vinder, hvis bare vi sammen gør det lidt mere vildt rundt omkring.
Biodiversiteten er i tilbagegang i hele verden og Danmark er ingen undtagelse.
Artsnedgangen er aldrig gået hurtigere, end det gør lige nu, og det skyldes hovedsageligt menneskets aktiviteter. Også i Tønder Kommune er biodiversiteten gået tilbage rigtig mange steder.
Heldigvis er det ikke for sent at gøre en indsats. Tønder kommune har et stort areal og en stor procentdel landbrugsareal. Her er der masser af muligheder for at bevare eller etablere læhegn, vandhuller, skov, marksel, insektvolde og meget andet. Men selv man ikke har store arealer til rådighed, kan man sagtens være med til at hjælpe, idet selv små tiltag kan gøre en forskel. F.eks. kan man ved at lade et hjørne i sin have gro vildt med hjemmehørende blomster, gøre en stor forskel for de vilde insekter.
I Tønder Kommune er der ca. 37.000 indbyggere. Hvis alle udlagde et areal på 100 m2 (10 x 10 m), hvor de vilde hjemmehørende planter fik lov at gro, vil det svare til et areal på 3.700.000 m2 eller 370 hektar. Disse hektarer vil være spredt rundt i hele kommunen og derfor give netværk af vilde planter, hvor insekter og sommerfugle nemt kan sprede sig. De mange insekter vil øge fødeudbuddet for fugle og så videre.
Tønder kommune har gang i en masse tiltag der vil fremme naturen og øge biodiversiteten. Nedenfor kan du læse mere om vores tiltag.
Fakta om konkurrencen
- Biodiversiteten er i tilbagegang i hele verden. Arter uddør hurtigere end nogensinde før. 1 mio. dyre- og plantearter er i fare for at uddø. På den baggrund opfordrer Miljøminister Lea Wermelin de danske kommuner til at deltage i en konkurrence om at blive "Danmarks vildeste kommune".
- Dommerpanelet består af miljøminister Lea Wermelin, tv-værten Frank Erichsen og biologen Morten D.D. Hansen, der skal kåre vinderkommunen med det mest fantastiske biodiversitetsprojekt. Der er fri leg, og vinderen udvælges baseret på blandt andet idérigdom, engagement, antal omlagte kvadratmeter/kubikmeter vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs evner og egenskaber. En kommune kan også vælge at fokusere på noget helt femte, der gør kommunen vild.
- De 98 kommuner kan tilmelde sig konkurrencen frem til 24. marts 2021, hvorefter dysten om at blive "Danmarks vildeste kommune" skydes i gang. Konkurrencen løber frem til udgangen af 2022.
- Et filmhold følger konkurrencen, og optagelserne vil blive sendt i 2023 som anden sæson af ”Gi os naturen tilbage” på DR. Mere end 500.000 seere fulgte med i første sæson, der blev sendt i efteråret 2020.
- Konkurrencen er en del af Miljøministeriets kampagne ”Sammen om et VILDERE Danmark”, hvor målet er at få både kommuner og danskerne generelt til at dyrke, hylde og omfavne den vilde natur.